Min Inbox 18
John Frusciante, Ori Barel, Hannah Cohen
Smarte embedded players til hvis du bruger spotify.
Hejsa, jeg vender hermed tilbage fra den anden side af studiestarten med en samling på to albums og en sød sang til når du får for meget af beats og har brug for noget længsel i dit liv.
John Frusciante - Maya (2023) | spotify, youtube
I sidste uge skrev læseren Halfdan ind og anbefalede mig at checke det her album ud. Det er guitaristen fra Red Hot Chili Peppers, der åbenbart også laver jungle/breakbeats.
Det går i hvert fald for sig i det her album. Der er breaks, der er klassiske samples, der er acid synths, der er vibes. Jeg har ikke fordøjet det her nok til at have en sammenfattet holdning til det, men jeg ville i hvert fald lige sende den anbefaling videre.
Jeg ved godt du har haft en dårlig oplevelse til Red Hot Chili Peppers koncert på Roskilde eller sådan noget, men giv nu John en chance alligevel!
Ori Barel - Alkaline River (2023) | spotify, youtube
Hey hey hey, hvis du kan lide eksperimentel elektronisk musik, eller er til klassisk musik, ambient, eller bare kan lide at lege teater alene i mørket, så er det her et album for dig.
Alkaline River er lige kommet ud og det er bare virkelig en smuk blanding af helt vildt mange forskellige teknikker og genre-træk. Jeg har først lige fået lyttet til hele værket i går, så det er stadig helt friskt for mig.
Det jeg kan sige er at det for mig i hvert fald virker som noget oprigtig spændende musik. Titelnummeret har nogle rigtig dejlige teksturer og lyde og nummeret før det “Solfege for Abstract Painters” formår at udvide og gøre et ret klodset motiv rigtig spændende.
Hannah Cohen - All I Wanted (fra Welcome Home, 2019) | spotify, youtube
Den her sang opdagede jeg faktisk for laaaaang tid siden, men jeg havde glemt om den og så dukkede den pludselig op, da jeg satte mine “Liked Songs” på shuffle. De sidste par uger har været ret hektiske og så har den her sang (og resten af albummet) været et velkomment pauserum, særligt fordi mine ører normalt er så fyldt med store syntetiske trommer og aggressive buildups.
Jeg ved ikke rigtig noget om Hannah Cohen, men det her track har sådan en åbningslinje, man ikke glemmer, og så har nummeret en luftighed og lethed til sig, jeg godt kan lide. Det er dog også et af de numre, der kan blive alt for meget hvis man lytter til det for mange gange på for kort tid.
Ok, vi ses om to uger. Håber at se dig til Strøm Festival her i weekenden!
Lyt evnt. til Glass Forest playlisten ved at klikke her.
Marcus [2023-08-29]